Blænde, lukketid og ISO

Trin: fotografens måleenhed

Fotografer taler om lys i trin (på engelsk "stops"). Ét trin er en fordobling eller halvering af lyset. Alle tre indstillinger kan flyttes i trin, og derfor kan de byttes: ét trin mindre blænde kan opvejes af ét trin længere lukketid eller ét trin højere ISO. De fleste kameraer flytter i tredjedele trin, så der er tre klik mellem hver hele værdi.

Blænden

Blænden er hullet i objektivet, og den angives med et f-tal. Tallet er forholdet mellem brændvidden og hullets diameter, og derfor betyder et lille tal et stort hul. Rækken af hele trin ser sådan ud:

f/1,4f/2f/2,8f/4f/5,6f/8f/11f/16f/22

Hvert skridt mod højre halverer lyset. Tallene stiger med cirka 1,4 ad gangen, fordi hullets areal skal halveres, og arealet afhænger af diameteren i anden potens.

Blænden styrer også dybdeskarpheden, altså hvor meget af billedet der er skarpt foran og bag det punkt, du har fokuseret på. Åben blænde (f/1,8 til f/2,8) giver en smal skarp zone og en blød baggrund, som passer til portrætter. Lille blænde (f/8 til f/11) giver mere i fokus, som passer til landskaber. Dybdeskarpheden bliver også kortere, jo tættere du er på motivet, og jo længere brændvidde du bruger.

De fleste objektiver er skarpest et par trin fra største blænde. Går du helt ned til f/16 og f/22, bliver billedet en smule blødere igen på grund af diffraktion.

Lukketiden

Lukketiden er den tid, sensoren bliver belyst. Den angives i sekunder eller brøkdele af et sekund. 1/250 s er dobbelt så kort som 1/125 s og giver derfor halvt så meget lys.

• 1/1000 s og kortere fryser hurtig bevægelse som sport, fugle og vandsprøjt.
• 1/125 til 1/250 s fryser gående mennesker og almindelig hverdagsbevægelse.
• 1/30 s og længere giver slør på det, der bevæger sig, og kræver rolige hænder eller billedstabilisering.
• Flere sekunder gør rindende vand blødt og billygter til lysstriber. Her skal kameraet stå på stativ.

En gammel tommelfingerregel siger, at du kan holde kameraet i hånden ned til en lukketid på cirka 1 divideret med brændvidden. Med 50 mm er det omkring 1/50 s. Reglen er udviklet til fuldformat, så med en mindre sensor skal du gå lidt kortere. Billedstabilisering giver ekstra trin, men den fryser ikke et motiv, der selv bevæger sig.

ISO

ISO er forstærkningen af signalet fra sensoren. ISO 200 er ét trin lysere end ISO 100, ISO 400 ét trin mere og så videre. Prisen er støj: billedet bliver kornet, og farver og detaljer i skyggerne bliver svagere. Hvor høj en ISO du kan acceptere, afhænger af kameraet og af, hvor stort billedet skal vises. Et billede med lidt støj er som regel bedre end et rystet eller helt mørkt billede.

Kameraets automatiske tilstande

A eller Av (blændeprioritet)

Du vælger blænden, kameraet vælger lukketiden. God standard, fordi du styrer dybdeskarpheden.

S eller Tv (lukketidsprioritet)

Du vælger lukketiden, kameraet vælger blænden. Godt til sport og bevægelse.

M (manuel)

Du vælger begge. Bruges, når lyset er konstant, eller når kameraets måling bliver snydt.

Auto-ISO

Kan kombineres med de tre tilstande, så kameraet selv hæver ISO, når lyset falder.

Når lysmåleren bliver snydt

Kameraets lysmåler går ud fra, at motivet i gennemsnit er mellemgråt. Fotograferer du sne eller en hvid væg, gør kameraet billedet for mørkt, og ved en sort hund i skyggen gør det billedet for lyst. Brug eksponeringskompensation (knappen med plus og minus) til at rette det: plus et trin på sne, minus et trin på mørke motiver.

Histogrammet

Histogrammet viser, hvor mange punkter i billedet der har hver lysstyrke, fra sort til venstre til hvidt til højre. Klumper grafen sig mod venstre, er billedet mørkt, og hvis den er klemt helt op ad højre kant, er de lyseste dele blevet helt hvide uden detaljer. Der findes ikke ét rigtigt histogram: et billede af en snemark skal ligge til højre, og et natbillede til venstre. Brug det til at se, om du har mistet detaljer i de vigtige dele.

Regn lukketiden om, når du skifter blænde eller ISO